Om FilmkraftKortfilmfestival og -konkurrence

Korte film - store oplevelser

Bliv imponeret, forundret, forarget, begejstret, skræmt og rørt til tårer – alt sammen i løbet af én dag i Biffen, Nordkraft. Det er dét, kortfilm kan, og det er dét, du kan opleve til Filmkraft Kortfilmfestival. Her byder vi på korte film og store oplevelser, og vi garanterer, at du ikke går upåvirket herfra.

Festivalen har tidligere budt på rapmusical, swingerklub, døde dyr i skoven, en ung pubertetsdreng til havs, den stærkeste pige på legepladsen, ulven i mormors klæder, den falske facade på villavejen og meget, meget mere. I kortfilmens verden er der plads til lidt af hvert, og vi byder både de skæve, de sjove, de alvorlige og de uhyggelige film hjerteligt velkommen.

Kortfilmene er lavet af spirende filmtalenter fra hele landet, der har indsendt deres kortfilm i håbet om at vinde Filmkraft Kortfilmfestival og præmiemidler til en ny filmproduktion. Filmkraft har bl.a. hjulpet spillefilmen Needle Boy godt på vej, og instruktøren af kortfilmen Heksen brugte håndsrækningen fra Filmkrafts instruktørpris til at færdiggøre sin spillefilm, Vindmøllernes Sus.

År efter år ser vi et stigende niveau blandt filmskaberne, hvor både det tekniske og historierne imponerer. Du kan altså godt regne med at få én på opleveren!

Filmkraft Kortfilmfestival er delt op i flere visninger. Du kan selv vælge, om du deltager hele dagen, eller om du blot deltager i et par timer som et afbræk i hverdagens trummerum. I løbet af dagen kan du også opleve jurymedlemmerne fortælle om deres karriere inden for film og tv.

Der er som altid fri entre, når vi byder indenfor til korte film og store oplevelser til Filmkraft Kortfilmfestival.

Følg løbende opdateringerne her på sitet og på vores Facebookside.

 

Film fra talentmassen

Foreningen Filmkraft holder til i Nordjylland og er en af Danmark store kortfilmfestivaler for danske filmtalenter. Festivalen er dannet af medielærere fra Dronninglund Gymnasium, Biffen i Nordkraft og virksomhederne Brandstate og Oscar Film. Festivalen så dagens lys i 2011 og har siden været en årlig begivenhed. I 2014 blev Filmkraft stiftet som forening. Hvert år vises de nominerede kortfilm indsendt fra hele landet i Biffen i Aalborg. Arrangementet afsluttes med en prisoverrækkelse til vinderne i de forskellige kategorier.

Filmkraft er for spirende talenter og filmskabere, der endnu ikke lever af at producere film. Festivalen skal fortsat synliggøre vækstlagets aktører og interessenter, skabe kontakt og netværk samt inspirere unge til at udleve drømme og potentiale. Det sikres bl.a. ved, at arrangører, jury og andre tilknyttede fagfolk positionerer Filmkraft i filmbranchen og understøtter kommende generationer i branchen. Arrangørerne tilfører projektet egne kompetencer og ressourcer og skaber netværk til interessenter og samarbejdspartnere som f.eks. andre filmfestivaler, -skoler og -uddannelser.

Det er arrangørernes ambition, at Filmkraft fortsat cementerer sin position som nordjysk kortfilmfestival, og talentudviklingsdelen løbende udbygges med workshops og assistance til nordjyske talenter, samt videreudvikling af skolefilmfestival for nordjyske folkeskoler.

Alle er velkomne til at deltage i både konkurrencen og som publikum. Du kan læse mere om kriterierne for de film, der bliver udtaget til at kæmpe om årets Filmkraft priser, under menupunktet Konkurrencen. Hvert år er der flotte præmier til prisuddelingen, som runder årets Filmkraft af. Det hele foregår i de flotte lokaler hos Biffen i Aalborg, der ligger i Nordkraft.

 

Filmkraft - en hyldest til det filmiske sprog

Producent Anders Skotlander fra Mayday Film (tidligere Oscar Film) har fulgt den talentmæssige og tekniske udvikling igennem de seneste 15 år, og han er ikke i tvivl om potentialet:

"Det har aldrig været så let at optage video, selv i god kvalitet, som det er i dag. Mange unge er optaget af den visuelle kommunikation, som den blandt andet kommer til udtryk på Facebook og YouTube. Her kan din film distribueres til alt fra dine nærmeste venner til flere millioner potentielle seere. Filmkraft er en hyldest til det filmiske sprog og henvender sig til de unge, der har en god historie at fortælle med filmmediet.”

 

Filmkraft udvikler og eksponerer talenterne

Konceptansvarlig Mads Bang fra Brandstate har selv tidligere lavet kortfilm. Han siger:

”De andre arrangører og jeg selv er i bund og grund filmnørder, der på hver vores måde har passionen med i vores arbejdsliv. Vi er derfor meget nysgerrige efter at se, hvilke talenter der er derude, og Filmkraft skal spille en rolle i at udvikle og eksponere talenterne.”



 

Filmkraft har gennem årene været gennemført med støtte fra følgende virksomheder og institutioner:

Det Obelske Famile Fond
Det Danske Film Institut
Shareplay
Aalborg Kommune
Oscar Film / Mayday Film
Biffen i Nordkraft
Brandstate
Sparnord Fonden
Aarhus Filmværksted
Filmmaskinen
Aalborg Event
Den Vestdanske Filmpulje
Possible.dk

Samt følgende personer:
Karin, Naja, Christian m.fl. fra Biffen i Nordkraft
Anders Skotlander, Kristian Jørgensen m.fl. fra Oscar Film (nu Mayday Film)
Siff og Otto fra Dronninglund Gymnasium
Rolf, Rune m.fl. fra Station 10 i Nørresundby
Louise Nadika
Tina Trier Lund
Morten Pedersen
Mads m.fl. fra Brandstate
Christina Svendsen

Vi takker for jeres støtte og deltagelse i Filmkraft.